|
CLE dækker over Clear Lens Extraction og betyder i daglig tale, at øjets egen linse udskiftes med en kunstig linse. Metoden er den samme som den der benyttes ved Grå Stær operationer og oftest vil der også være tale om, at der allerede er begyndende grå stær. CLE kaldes også under tiden for RLE (Refractive Lens Exchange)
CLE er relevant for dig, hvis du:
• Er over 45 år • Har mere end +5 eller -12 i dioptrier • Ikke er kandidat til en laseroperation • Har begyndende grå stær • Ønsker at være fri for læsebriller- og/eller afstandbriller
Desuden skal du opfylde de generelle krav, der stilles til personer, som skal have foretaget en laseroperation/linseoperation.
CLE – et fornuftigt alternativ til en laseroperation
Ved en laseroperation slibes hornhindens overflade så den får en anden krumning og lyset brydes mere præcist i øjet og dermed opnås der et bedre syn. Hvis man er nærsynet med mere end -12 eller langsynet med mere end +5 dioptrier skal der imidlertid slibes så meget af hornhinden, at resultatet bliver dårligt og der opstår en for stor risiko for komplikationer.
En CLE-operation bygger på samme princip som en grå stær operation, hvor der hvert år opereres mere end 30.000 mennesker med en meget lille risiko for komplikationer til følge. Det bedste resultat med CLE-opnås dog stadig hos nærsynede personer.
Hvordan foregår en CLE-operation?
En CLE linseoperation foregår på præcis samme måde som en grå stær operation, hvilket betyder at man kun skal lokalbedøves. Under operationen udskiftes øjets egen linse med en plastiklinse der er individuelt tilpasset, således at der kan opnås den bedst mulige synskvalitet. Selve operationen tager kun 15-20 min. per øje og er fuldstændig smertefri.
Ved operationen lægges et meget lille snit i øjet og øjets egen linse fjernes ved brug af ultralyd og den nye plastiklinse sættes på plads.
Hvad sker der efter en CLE-linseoperation?
Selve operationen gør ikke ondt, men dit syn vil være sløret i op til et par dage. Sædvanligvis kan de fleste se godt allerede dagen efter operationen. Den nye linse er individuelt tilpasset, hvilket gør at de fleste vil kunne nøjes med at bære en læsebrille – eller helt undvære briller afhængigt af den valgte linsetype – se mere nedenfor.
Monofokale og multifokale linser
Den mest anvendte form for kunstig linse er en såkaldt monofokal linse, der giver rigtig godt syn på lang og mellemlang afstand, men hvor det er nødvendigt at bære en læsebrille for at se skarpt på korte afstande.
Inden for de seneste år er der imidlertid udviklet både bifokale og multifokale linser, som giver nye muligheder for at slippe for at bære briller i det hele taget. På Globen har man netop indført de nyeste multifokale linser, som giver mulighed for at se godt på både lang og kort afstand og altså dermed gør briller overflødige.
Det er dog værd at bemærke, at en del personer oplever, at deres syn med multifokale linser er mindre godt på mellemlang afstand og at de kan have større tendens til at blive blændede.
Hvilken linse der er bedst egnet til dig besluttes altid i nært samarbejde med Globens kompetente læger, hvor du til forundersøgelsen vil blive grundigt informeret om fordele og ulemper ved begge slags linser.
|